Hjem > Nyheder > Vækst helt ud i vandkanten – maritim konference 26. november
30. september 2015

Vækst helt ud i vandkanten – maritim konference 26. november

Den maritime konference på Christiansborg slår snart igen dørene op. Denne gang under titlen ”Vækst helt ud i vandkanten” med fokus på både de vækstmuligheder og udfordringer, der er i den maritime industri.

Det er femte gang, at CO-industri, Danmarks Rederiforening og Danske Maritime i fællesskab byder indenfor på Christiansborg til en dag, hvor Det Blå Danmarks styrkeposition belyses for at kunne skabe de rette vækstbetingelser i hele erhvervet.

Indlægsholderne tæller folk fra rederierne, den maritime industri, arbejdstagerne og uddannelsesinstitutioner, der i løbet af dagen blandt andet vil fremlægge deres syn på Det Blå Danmarks position og udsigter globalt, uddannelse og forskning som værktøj til vækst, kompetencebehov samt de muligheder og udfordringer, som Danmarks maritime styrkeposition giver.

Konferencen, der er sponsoreret af Den Danske Maritime Fond, vil også byde på et indlæg fra erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, og dagen afsluttes med en paneldebat med folketingspolitikere.

Sæt allerede nu et stort kryds i kalenderen ud for den 26. november 2015!